Inden man går i gang med at beskrive prøver fra grundvandsboringer, bør man orientere sig om kvartærgeologien i det pågældende område. Dels bør man orientere sig om borestedets placering i forhold til landskabskabsformer og forløb af kendte israndslinier f.eks. med udgangspunkt i kortet, figur 6.4. Dels bør man gennemgå eksisterende boringer og eventuelle specialundersøgelser fra det lokale område, jf. tabel 5.18.

Figur 6.4. Overordnet kort over landskabsformer og forløb af israndslinier, der knytter sig isens tilbagesmeltning i Sen Weichsel. Kilde:Houmark-Nielsen et al. 2006, delvist efter Smed (1982).

6.4.1 Glaciale aflejringer

Moræneler

Moræneler er vidt udbredt i de glaciale landskaber. Det består normalt af en usorteret blanding af alle kornstørrelser fra ler til sten. Når en typisk prøve af moræneler gennemskæres med en skarp kniv, vil man kunne se sand- og gruskorn jævnt fordelt på skærefladen. Kornene er ofte skarpkantede. Moræneler besidder lerets karakteristiske egenskaber. Det vil sige, at det er formbart i fugtig tilstand og beholder formen ved udtørring. Tørret moræneler kan næsten ikke knuses med fingrene. Erfaringer har vist at disse egenskaber opnås ved lerindhold på over 12 %, jf. tabel 5.4. Lerindholdet ligger oftest i intervallet 12–35 %. Almindeligvis udgør sandfraktionen dog hovedparten af moræneleret, og oftest er der også et betydeligt siltindhold. Lagdeling er meget svagt udviklet eller mangler, men der kan være tydelige sandstriber indlejret i moræneleret. I uforvitret tilstand er det normalt gråt og kalkrigt, mens det ved forvitring antager rødlige og brunlige nuancer, samtidig med at kalken er helt eller delvist udvasket. I denne proces mister moræneleret en del af sin oprindelige styrke og sammenhængskraft. Endvidere kan især overfladenære moræneaflejringer være ukonsoliderede, hvis de er dannet ved smeltning uden at have været belastet af istryk.

Morænesilt

Denne aflejringstype er ikke særlig almindelig. Morænesilt forekommer især i eller nær områder, hvor der er skrivekridt eller slamkalk i undergrunden, samt som den øverste eller nederste del af en moræneler- eller morænesandsbænk. Når en typisk morænesilt gennemskæres med en skarp dolk, vil man kunne se sand- og gruskorn i skærefladen. Morænesilt besidder de samme egenskaber som silt, og gimper således i våd tilstand (har harmonika struktur). Tørret morænesilt kan knuses ret let med fingrene. Lagdeling mangler eller er meget svagt udviklet, der kan dog forekomme sandstriber. I uforvitret tilstand er morænesilt normalt gråt og kalkholdigt. Ved forvitring antager det rødlige og brunlige nuancer, og kalken er helt eller delvist udvasket.

Morænesand

Morænesand er forholdsvis almindeligt, især nær ved tidligere israndslinier (f.eks. i Midtjylland), se figur 6.3. Det er en usorteret til sorteret blanding af mange eller alle kornstørrelser. Morænesand kan praktisk taget ikke formes i våd tilstand men har en vis sammenhængskraft ved udtørring. Morænesand føles ofte på samme måde som mørtel uden dog at give samme udtørring af huden som mørtel. Morænesand gimper ikke, idet sandfraktionen dominerer vægtmæssigt. Undertiden sidder der lidt ler klistret til de grove korn i morænesand. Lagdeling mangler eller er svagt udviklet. I ufor­vitret tilstand er det normalt gråt og moderat kalkholdigt. Ved forvitring antager det rødlige til gulbrune nuancer, og kalken er helt eller delvist udvasket.

Morænegrus

Aflejringer af morænegrus er ret sjældne og forekommer næsten udelukkende tæt på tidligere israndslinjer. Det er en usorteret til sorteret blanding af mange eller alle kornstørrelser. Der ses et stort indhold af grus og sten og desuden en del sand. Grusfraktionen dominerer. Ler og silt er normalt tilstede, men i meget ringe mængde. Undertiden sidder der lidt ler klistret til de grove korn. Morænegrus kan ikke formes i våd tilstand og lagdeling mangler normalt. I uforvitret tilstand er det normalt gråt og moderat til svagt kalkholdigt. Morænegrus er meget ofte forvitret, hvorved farven har antaget rødlige og brunlige nuancer, og prøven er kalkfri. Større kalkkorn kan dog godt findes i en ellers forvitret prøve.

6.4.2 Smeltevandsaflejringer

Smeltevandsaflejringer opdeles efter kornstørrelse i smeltevandsler, -silt, -sand, -grus og -sten. Aflejringerne er ofte lagdelte og sorterede. Sorteringen af de grove aflejringer er ofte dårlig, og de indeholder mange forskellige mineraler og bjergartsfragmenter inkl. kalk, der dog evt. kan være opløst ved forvitring. Smeltevandsaflejringer indeholder normalt ikke organisk stof. Farven er i uforvitret tilstand normalt grålig, og i forvitret tilstand gul, rødlig, brunlig, eller meget lys grå.

Smeltevandsler

Smeltevandsler kan veksle fra stærkt siltet og sandet ler til fedt ler. Ofte ses tynde lag og linser af silt eller finsand. Der kan endvidere forekomme spredte korn af grus og sten, Smeltevandsler kan være homogent men er ofte rytmisk lagdelt (varvigt). Uforvitret smeltevandsler er normalt gråt til lysegråt og kalkholdigt. Forvitret smeltevandsler er normalt rødbrunt til gulbrunt og kalkfattigt. Ved forvitringen kan iltningen af jernholdige mineraler være mere fremskreden end kalkudvaskningen, hvorved leret kan fremstå brunt og kalkholdigt. Smeltevandsler findes ofte som lokale forekomster med en begrænset udbredelse. Større regionale forekomster findes dog bl.a. i Limfjordsområdet, se Kronborg (1995).

Smeltevandssilt

Smeltevandssilt kan være både homogent og lagdelt og kan indeholde lag og slirer af smeltevandssand og -ler. Det er typisk gråt og ofte så rent, at det gimper stærkt ved gimpeprøven, se tabel 5.17. Grovsilt og mellemkornet silt gimper hurtigt, mens finsilt gimper langsomt. Silt kan formes i våd tilstand. Det smuldrer ved udtørring, når siltfraktionen domineres af grovsilt eller mellemkornet silt. Hvis finsilt dominerer, beholdes formen ved udtørring.

Smeltevandssand

Smeltevandssand kan være velsorteret til ringe sorteret og indeholde større eller mindre mængder af grus. Det kan indeholde tynde lag og lamina af silt og ler. Smeltevandssand er desuden oftest lagdelt og med strømningsstrukturer, der dog primært kan iagttages på daglokaliteter og ikke i boreprøver. Farven veksler fra grå i uforvitret tilstand til rødlig og brunlig i forvitret tilstand. Tilsvarende veksler kalkindholdet afhængig af forvitringsgraden.

Smeltevandsgrus

Smeltevandsgrus er ofte sorteret og kan optræde med vekslende kornstørrelser. Der kan være et varierende indhold af hhv. sand og sten samt indslag af silt og ler. Gruset er oftest sammensat af forskellige bjergartsfragmenter, men kan i områder, hvor smeltevandsaflejringerne er afsat umiddelbart over kalken, være domineret af korn af kalk og flint. Smeltevandsgrus kan i uforvitret tilstand være gråt og kalkholdigt, mens det i forvitret tilstand er brunligt og kalkfattigt.

6.4.3 Interglaciale og interstadiale aflejringer

De interglaciale og interstadiale aflejringer har stor lighed med de tilsvarende sen- og postglaciale aflejringer, men i modsætning til sidstnævnte er de oftest overlejret af glaciale aflejringer. Øst for hovedopholdslinien er alle interglaciale og interstadiale aflejringer forbelastet af isen. De virker derved mere kompakte og indeholder mindre vand end de tilsvarende sen- og postglaciale jordarter. Vest for hovedopholdslinien er dette ikke altid tilfældet. I øvrigt henvises til afsnittet om sen- og postglaciale aflejringer, samt Knudsen (1995).

Diatomit

Diatomit er normalt kalkfrit. I fugtig tilstand er det gråt og ofte med et grønligt skær. I tør tilstand er det helt lyst og meget let.

Tørv og gytje

Interglaciale og interstadiale aflejringer af tørv og gytje vil oftest være forbelastet af is, og derfor være mere eller mindre konsoliderede. Gytjeaflejringer kan således blive meget hårde og sprøde, mens tørv kan være stærkt omdannet og sammenpresset, så det umiddelbart ligner gytje. Farverne er ofte meget mørke, og specielt gytjen kan indeholde glimmermineraler. Vest for hovedopholdslinjen kan der findes interglaciale og interstadiale aflejringer, der ikke har været udsat for isbelastning, og derfor ikke er så konsoliderede.

Marint ler

En oversigt over marine, kvartære aflejringer i Danmark er givet af Knudsen (1995).

Det interglaciale og interstadiale marine ler kan være ret fedt og har ofte grønlige, blålige eller ret mørkegrå farver. Leret indeholder ofte skaller og kan desuden indeholde striber af svovljern.

Leret kan indeholde lag af silt og finsand, men kan også indeholde betydelige mængder glimmer og planterester som f.eks. i Holstein aflejringerne i SV Jylland. De marine Eem aflejringer indledes i den sydlige del af landet ofte af et tyndt lag ferskvandsler, gytje eller tørv, (Houmark-Nielsen et al., 2006).

Marint sand

Interglacialt og interstadialt marint sand er ofte velsorteret, fint til mellemkornet sand, der kan være stærkt siltpræget og indeholde skaller og skalfragmenter. Farven er ofte grå, og sandet er normalt kalkholdigt.

6.4.4 Senglaciale aflejringer

Marint ler (Yngre Yoldialer)

I Vendsyssel findes marine aflejringer fra Sen Weichsel i dag hævet over havniveau, se Knudsen (1995). Aflejringerne udgøres overvejende af Yoldia Ler, som er en grå lagdelt ler, der ofte har et betydeligt siltindhold. Leret indeholder mørke organiskholdige horisonter samt tynde lag og slirer af finsand og silt. Det kan desuden indeholde enkelte skaller samt forekomster af svovljern.

Marint sand

Marint, senglacialt sand (bla. Saxicavasand) findes i det nordlige Jylland. Der er ofte tale om finkornet, velsorteret sand, der kan være meget ensartet og optræde i tykke lag. Ofte indeholder det senglaciale sand meget små skalfragmenter, planterester og lignende.

Ferskvandsaflejringer

Ferskvandsaflejringer fra senglacialtiden er afsat under hhv. kolde perioder (Ældre Dryas, Dryas og Yngre Dryas) og varme perioder (Allerød og Bølling), og deres sammensætning afspejler disse vekslende klimaforhold. De er typisk afsat i lavninger i terrænet og udgøres af fluviale sedimenter, søaflejringer, organiske blødbundsaflejringer samt skred- og flydejord.

Senglaciale grovklastiske aflejringer af sand og grus findes på hedesletterne uden for israndene og udgør ofte daludfyldninger her.

Senglacialt tørv og gytje er sjældent og findes kun i relativt tynde lag afsat i lavninger. Senglacialt ferskvandsler og -silt er som regel grønligt, gråligt eller brunligt, og kan indeholde planterester og svovljern.

1.1.5 Postglaciale aflejringer

Marint ler, silt og gytje

De fleste finkornede, marine postglaciale aflejringer indeholder så meget organisk stof, at de kan betegnes som gytje. Gytjen kendes på den bløde, gæragtige eller ”klistrede” konsistens. Farven er som regel grønlig, mørk grålig eller sort. Der ses ofte et indhold af skaller og planterester.

Marint sand og grus.

Disse aflejringer har som regel ingen eller kun en svag mørkfarvning fra organisk stof, men indeholder ofte planterester og skaller. Farven er som regel grå, men kan også antage gullige nuancer. Grove korn er oftest velafrundede.

Tørv

Tørv er opbygget af planterester, der er synlige, men kan være meget nedbrudte. Farven er brun eller sort. Marint tørv og brakvandstørv forekommer forholdsvis sjældent, mens ferskvandstørv derimod forekommer hyppigt. Postglacialt tørv optræder ofte i lavninger i det nuværende terræn og kan være kompakteret i forskellig grad. Eksempelvis kan Præborealt tørv i lighed med interglacialt tørv være meget hårdt.

Ferskvandssilt og -gytje

De fleste finkornede, postglaciale ferskvandsaflejringer indeholder så meget organisk stof, at de må betegnes som gytje og kendes på den bløde, gæragtige eller ”klistrede” konsistens. De indeholder ofte planterester og tynde skaller. Farven er oftest brunlig.

Ferskvandssand og -grus

Disse aflejringer indeholder som regel lidt organisk stof, og har grålige, brunlige eller evt. grønlige farver.

Kildekalk og søkalk

Disse kalkaflejringer er typisk urene og indeholder ofte planterester eller aftryk af planter. Kildekalk er ofte meget porøst. Søkalk ligner silt, men opløses næsten helt i saltsyre.

Skredjord

Skredjord udgøres næsten 100% af udgangsmaterialet, men der kan være iblandet lidt muld eller planterester. Lagstillingen er stærkt forstyrret, og der kan af og til ses sprækker i skredjorden. Der kan forekomme grønlige og sorte misfarvede striber og partier i prøven samt en regelløs vekslen i farve og kalkholdighed. Skredjord kan indeholde mørke striber af jernsulfid, (svovljernsstriber).

Flydejord

Usorteret, blød, leret eller siltet jordart, hyppigt iblandet organisk materiale. Ofte med grønlige farver og striber af svovljern.

Nedskylsaflejringer

Kan være ler-, silt- eller sanddominerede. De er ofte svagt farvede af organisk stof, brune pga. et stort muldindhold eller grønfarvede. De indeholder ofte svovljern og kan desuden indeholde planterester.

Flyvesand

Flyvesand er altid meget velsorteret, og er som regel finkomet, men kan dog også være mellemkornet. Kornene er velafrundede og består overvejende af kvarts. Flyvesandet kan indeholde planterester og muldstriber. Farven er som regel lysgrå eller gullig.

6.4.6 Recente aflejringer

Fyld

Fyld kan bestå af alt fra lossepladsfyld til omgravet jord uden tydelige fyldtegn. Den omgravede jord kan hyppigt kendes på, at den er meget sammenblandet og udviser regelløs vekslen i farve og kalkholdighed. Ofte findes fremmede bestanddele, f.eks. muld eller planterester i moræneler. I nogle tilfælde kan det dog være næsten umuligt at kende omgravet jord fra intakt jord. Store tykkelser af fyldjord vil oftest ses i retablerede dele af grusgrave, hvor det dels kan være tilkørt fyld, dels restsedimenter fra grusudvindingen (typisk sand).