Langt hovedparten af de potentialekort, der er udarbejdet de seneste år, er etableret ved hjælp af GIS. Dette arbejde involverer GIS-relaterede interpolationsrutiner, der ud fra pejlepunkterne genererer et grid – det vil sige en flade med en given vandspejlsværdi i hver celle i fladen. Der findes forskellige interpolationsrutiner, som kan anvendes i forbindelse med optegning af potentialekort. Disse interpolationsmetoder og procedurerne for gridning og optegning af potentialelinier er nærmere gennemgået i kapitel 3, afsnit 3.3.

Der findes dog også andre måder, hvorpå et potentialekort kan fremstilles. Disse metoder er kort omtalt i dette afsnit.

1.5.1 Håndtegnede potentialekort

Tidligere blev potentialekort udarbejdet ved håndkonturering. Det blev gjort ved, at der mellem de respektive pejlinger og eventuelle støttepunkter trækkes de potentialelinier, som bedst beskriver potentialet. Metoden er tidskrævende og vanskelig at reproducere, men giver mulighed for at anvende anden viden, som har indflydelse på potentialet. Anden viden kan f.eks. være en lerbarriere i grundvandsmagasinet, en begravet dal, der ”kortslutter” grundvandsmagasinerne, eller stejlt terræn.

Viden om disse forhold kan indlægges på det håndkonturerede kort, og kan kun vanskeligt indgå i et interpoleret potentialekort, med mindre der inddrages en lang række støttepunkter i pejlepunkterne. Et eksempel på et håndkontureret kort fremgår af figur 1.8. Kortet er et udsnit fra et potentialekort for kalkmagasinet under København (Rambøll, 1996).

Figur 1.8. Håndkontureret potentialekort ved København. Blå prik angiver et pejlepunkt. Grøn prik angiver vandindvinding og rød prik angiver afværgepumpning, (Rambøll, 1996).

1.5.2 Potentialekort fra grundvandsmodeller

Numeriske grundvandsmodeller har til formål at simulere forskellige scenarier for hele det hydrauliske kredsløb omfattende nedbør, fordampning, oppumpning, vandløbsafstrømning, aquitarder og grundvandsmagasiner. Hertil kommer beregning af indvindingsoplande og grundvandsdannende oplande (GEUS 2008) til revision af Områder med Særlige Drikkevandsinteresser (OSD) mv. Blandt resultaterne af modelberegningerne er et kort over det hydrauliske tryk i de enkelte beregningslag i grundvandsmodellen. Potentialekort fra grundvandsmodeller kan derved sammenlignes med lagspecifikke potentialekort, jf. afsnit 1.4.4.

Den grundlæggende forskel mellem konturerede potentialekort og det modellerede potentialekort er, at de enkelte pejlinger indgår i det konturerede kort som faste punkter, hvor imellem potentialet er beregnet ved en matematisk interpolation, der ikke tager hensyn til variationer i hydraulisk ledningsevne m.m. Derimod er potentialer i grundvandsmodeller bestemt ud fra samlede hydrauliske beregninger af variationerne i trykniveauerne over hele lagserien. I grundvandsmodellerne benyttes pejlingerne dels til kalibrering og senere hen til validering af modellen.

Såfremt grundvandsmodellen er velkalibreret, vil det beregnede potentiale stemme overens med de observerede pejlinger. Men i modellen indgår parametre fra geologiske og ikke mindst de strømningsmæssige forhold, som ofte er så komplicerede og vanskelige at estimere, at modellen altid kun vil være en tilnærmelse til virkeligheden. Der vil være delområder i modellen, hvor det beregnede potentiale stemmer godt overens med det målte (inden for måske 0,5 meter), men der vil ofte også være delområder, hvor det beregnede potentiale ligger måske +2-5 meter højere eller lavere end det målte (GEUS, 2005/80).

I forbindelse med den nationale grundvandskortlægning vil man typisk udarbejde mere eller mindre simplificerede konturerede potentialekort i den indledende del af kortlægningen. Det gøres for dels at få et billede af grundvandsstrømningen og fastlægge eventuelle grundvandsskel i de vandførende lag, samt dels for indledende at orientere sig om de tidslige variationer i potentialet i området. Typisk sker det ved starten af den detaljerede kortlægning (trin 2), efter der er foretaget boringsregistrering og en synkron pejlerunde. Grundvandsmodellen vil som hovedregel blive opstillet senere i forløbet, efter at der er udført en detaljeret kortlægning og opstillet en geologisk model for området.

Figur 1.9 viser et eksempel på et potentialekort fra en grundvandsmodel. Modellen er opstillet for Tølløse-området på Sjælland (Vestsjællands Amt, 2004), og det beregnede potentiale er vist for et lag, der repræsenterer et øvre primært grundvandsmagasin af smeltevandssand.

Figur 1.9. Potentiale fra grundvandsmodel ved Tølløse (Vestsjællands Amt, 2004). Potentialet for Øvre Tølløse Magasin. De grønne og blå ”krydser” viser vandløb, som er indlagt i modellen. Farverne repræsenterer forskellige vandløbskonduktanser, som udtryk for den hydrauliske kontakt til den øvrige del af modellen. De grønne, røde og gule ”stolper” viser forskellen mellem det beregnede potentiale og det pejlede potentiale i boringerne. Jo større stolpe, jo større forskel. Centralt i modellen er der rimelig overensstemmelse, mens der i den nordlige del er stor forskel på det målte og beregnede potentiale.

Den hydrauliske ledningsevne er blandt andet en af de parametre, der er styrende for potentialet i grundvandsmodeller. Realistiske vurderinger af disse er derfor afgørende for, hvor godt grundvandsmodellen er kalibreret. Fra grundvandsmodellen ved Tølløse er vist forskellen på potentialelinierne ved ændring af den hydrauliske ledningsevne i et lag i modellen (figur 1.10).

Figur 1.10. Potentiale fra grundvandsmodel ved Tølløse ved ændrede hydrauliske ledningsevner. Potentialet i Øvre Tølløse Magasin for to situationer med forskellige hydrauliske ledningsevner i lerlaget over grundvandsmagasinet. Det ses, i den sydlige del af modelområdet at potentialet ændrer sig, hvorved strømningsretningen skifter.